Seniorgruppens Mindetavle
Her kan du finde mindeord for afdøde franskkolleger.
Du er velkommen til at indsende et mindeord over en franskkollega.
Angiv venligst kollegaens fulde navn og tidligere ansættelsesskole.
Send disse oplysninger og mindeord til [email protected]
Du er velkommen til at indsende et mindeord over en franskkollega.
Angiv venligst kollegaens fulde navn og tidligere ansættelsesskole.
Send disse oplysninger og mindeord til [email protected]
Mindeord over Birte Munk Dahlgreen
|
|
Mindeord over Birte Munk Dahlgreen
Birte Munk Dahlgreen (1943 - 2023) var fransk-, latin- og spansklærer på Marie Kruses Skole (fra 1972 til 2010). Birte var usædvanligt dygtig, energisk og afholdt.
Hun tilhørte den kerne af fransklærere, der i 80’erne var med til at skrive den nye bekendtgørelse for fransk. Det kom til at betyde et mere kulturelt og socialt forankret fag og, ikke mindst, at fransk også blev et skriftligt fag på linje med de andre sprogfag. Det var bl.a. hendes årelange, seriøse forsøg med den skriftlige disciplin, der gjorde dette muligt.
Det var derfor helt naturligt, at Birte blev medlem af opgavekommissionen for fransk. Her havde vi i mange år et ualmindeligt godt og frugtbart samarbejde med hende.
For at udbrede kendskabet til de nye vilkår i fransk var hun i de år også selvskreven som foredragsholder i hele landet, ligesom hun var den inspirerende underviser og vejleder på kurser for lærerkandidater.
Birte skrev mange lærebøger til fransk, alene og som medforfatter: Une France forte?, Par écrit, La Place, Passion, Voilà, m.fl. De var alle populære, og nogle af dem bruges stadig.
Hendes litterære og sproglige viden førte hende uden for skoleverdenen og gjorde hende kendt som oversætter. Sammen med sin datter, Lillian Munk Rösing, oversatte Birte indtil kort før sin død bøger af Simone de Beauvoir, Françoise Sagan, Marguerite Duras og ikke mindst Annie Ernaux (Les années), en imponerende præstation, som de to fik Blixenprisen for i 2022.
Det var et stort privilegium at arbejde sammen med Birte i så mange år og at have hende som god og kærlig ven i endnu flere.
Æret være Birtes minde
Birgit Mogensen
Vivian Scott Hansen
På vegne af Fransklærerforeningen
Birgit Mogensen
Vivian Scott Hansen
På vegne af Fransklærerforeningen
Mindeord over Karin Rosenbom
|
|
Mindeord over Karin Rosenbom
Det er med stor sorg, at vi skal meddele, at Karin Rosenbom, som var medlem af Fransklærerforeningens bestyrelse for folkeskolefraktionen, som hun repræsenterede på fornem vis, gik bort, mandag d. 6. februar 2023, efter et længere sygdomsforløb.
Karin var et sødt, rart, gævt og beskedent menneske og en optimistisk kollega. Hun brændte for sit fag, var en dygtig underviser, og altid klar til at påtage sig en opgave for faget fransk. Hun var værdsat af en samlet bestyrelse, og af alle der i foreningens regi har haft glæden af at arbejde sammen med hende, ikke mindst for sit store engagement og for sin viden om franskfaget i folkeskolen.
Hun var god til at stille skarpt på en kærlig måde og til at se tingene fra forskellige perspektiver. Hun gjorde derfor også en kæmpe forskel i bestyrelsesarbejdet, bl.a. ved at optræde som en uvurderlig sparringspartner i de dilemmaer, der kan opstå inden for rammerne af frivilligt arbejde, som ikke nødvendigvis er klart definerede og kan opfattes forskelligt, inde- som udefra. Det gjorde hun uanfægtet sit helbred. Hun kunne få alle til at føle sig godt tilpas, fordi hun mødte folk med et åbent sind.
Hun var god til at lytte og til at kommunikere klart. Også i den svære tid med en livstruende sygdom bevarende Karin sin ukuelige optimisme og håbet. Hun var et livstykke, som fokuserede på at overvinde forhindringer fremfor at lade sig slå ud, selv i den mest udsigtsløse situation, og det var en ukuelighed, der smittede af på andre.
Karin efterlader et tomrum i os alle og vi vil tænke på hendes bortgang med stor sorg.
Æret være Karins minde
På Fransklærerforeningens vegne
Iben Schneider
På Fransklærerforeningens vegne
Iben Schneider
Mindeord over Karin Rosenbom fra lokalavisen Villabyerne fra d. 15. februar 2023:
Mindeord over Arlette Andersen
Min gamle fransklærer, Arlette Andersen, er død 98 år gammel.
Hun var min elskede fransklærer fra 1967 til 1970. Hun var 44 år gammel, da hun blev min lærer.
Det var franskundervisning på en måde, der var meget moderne. Rammerne var meget franske. Hurtigt lærte vi at begå os med fransk høflighed. ’Vous’ var en selvfølge. ’S’il vous plaît’, ’excusez-moi, Madame’ og lignende var helt naturlige ingredienser. Der var stor vægt på den mundtlige kommunikation, både mellem lærer og elev, men også mellem eleverne. Kommunikationen blev styrket af et intenst arbejde med den skriftlige dimension. Det var før skriftlighed blev obligatorisk. Fra 2.g skulle vi hver uge aflevere et referat af dagens lektie. Klassen var delt op i tre grupper, så Arlettes rettebyrde blev mindsket. Vi skrev en 2-3 sider i et hæfte. Det blev rettet med frugtbare kommentarer. Hvis vi ikke lavede skriftligt referat, skulle vi forberede et mundtligt, som skulle fremlægges for den øvrige klasse. Vi elskede det, og vi blev alle gode. Den autentiske litteratur stod højt. Jeg kan huske, vi læste Jean Hougrons ’Je reviendrai à Kandara’ og Simenons ’Maigret et la jeune morte’ i ubearbejdede udgaver, og vi fik ingen gloser. Det var en stor fornøjelse at være Arlettes elev. Man følte sig heldig, når man fik hende som fransklærer. Det kunne også ses på de eksamensresultater, Arlettes klasser fik, ofte omkring 10 i snit, og det var exceptionelt.
Fredericia har igennem århundreder været en multikulturel by. Der var også flere forskellige trossamfund: protestantisk, reformert, katolsk og tidligere også et jødisk. Så der var mange efterkommere af fransktalende med franske navne. Der var sågar to franske konditorer.
Der var også en spændende afdeling af Alliance Française i Fredericia, hvor Arlette i mange år var formand. Så kunne man høre franske foredrag og musik samt låne bøger.
Arlette var foregangskvinde i den fredericianske franske kultur. Alle vidste, hvem hun var, og vi så op til hende. Hun blev støttet af sin mand Ole Andersen - OA kaldte vi ham - i sit arbejde, og deres lille familie bakkede op. Jeg kom i Musikforeningen, allerede da jeg var omkring 10 år, og da gjorde det et stort indtryk, når Arlette og OA, kom med Christian og lille Anett i fine franske kjoler.
Jeg var meget glad for at have Arlette som lærer. Hun var en stor inspirationskilde, og jeg vidste meget hurtigt, at jeg ville have et liv med det franske. Jeg havde også OA som lærer, engelsk i 1. og 2. real og dansk i gymnasiet. De har fulgt mig i hele mit, og jeg i deres. Arlette kom på skolebesøg hos mig på Ribe Katedralskole, som et af de første steder. Det har mine elever aldrig glemt. Der viste hun sit tatoverede nummer frem og fortalte så levende om sit liv i fangenskab, at der blev trillet mange tårer og lyttet intenst.
Selv kan jeg også huske, når hun nogle gange åbnede lidt op i vores fransktimer. Vi vidste jo godt, at Arlette havde siddet i Auschwitz. Jeg kan især huske, at hun fortalte, at da hun kom tilbage til Paris og blev plejet på et hospital, var der en nabo på hospitalet, der fortalte hende, at hendes familie var kommet hele tilbage til hjemmet. Så var de alle sammen igen, og det var godt. Hun fortalte også om razziaen i Clermont Ferrand, hvor hun sammen med en veninde blev arresteret. Først blev hun sendt til Drancy. Her modtog hun pakker fra familien, og hun fortalte også, at der kunne komme folk og tale med de internerede gennem et hegn. Arlette var jo ikke så stor. Hun fortalte, at hun derfor kunne udgive sig for at være under 18 år, og det reddede hende, så hun kom til at udføre børnearbejde, der var lidt lettere.
Heldigvis blev der med Arlette støtte og medvirken lavet undervisningsmateriale til fransk om hendes oplevelser. Materialet bliver flittigt brugt i alle undervisningsformer. Der er blevet lavet film og bøger af en tidligere elev Thomas Kvist Christiansen, og et institut i Clermont Ferrand har fået Arlettes navn. Vi glemmer hende aldrig.
Men Arlette var gjort af et særligt stof. Hun kunne se de positive sider ved tilværelsen og undgå at bære nag. Det er en meget stor ting efter de prøvelser, hun var udsat for. Hun fandt kærligheden hos Ole, som var hende en stor støtte. Og hun elskede sine børn meget højt og uden forbehold.
Jeg tænker også på, at hun må have været utroligt stærk fysisk, når hun har kunnet klare de ekstreme udfordringer, hun var udsat for.
Arlette har været et forbillede. Arlette har givet meget til sin tid og eftertid. Hendes ønske var, at vi skulle lære af fortiden. Jeg håber, det vil gå i opfyldelse, så vi sammen kan bekæmpe ondskab.
Hun var min elskede fransklærer fra 1967 til 1970. Hun var 44 år gammel, da hun blev min lærer.
Det var franskundervisning på en måde, der var meget moderne. Rammerne var meget franske. Hurtigt lærte vi at begå os med fransk høflighed. ’Vous’ var en selvfølge. ’S’il vous plaît’, ’excusez-moi, Madame’ og lignende var helt naturlige ingredienser. Der var stor vægt på den mundtlige kommunikation, både mellem lærer og elev, men også mellem eleverne. Kommunikationen blev styrket af et intenst arbejde med den skriftlige dimension. Det var før skriftlighed blev obligatorisk. Fra 2.g skulle vi hver uge aflevere et referat af dagens lektie. Klassen var delt op i tre grupper, så Arlettes rettebyrde blev mindsket. Vi skrev en 2-3 sider i et hæfte. Det blev rettet med frugtbare kommentarer. Hvis vi ikke lavede skriftligt referat, skulle vi forberede et mundtligt, som skulle fremlægges for den øvrige klasse. Vi elskede det, og vi blev alle gode. Den autentiske litteratur stod højt. Jeg kan huske, vi læste Jean Hougrons ’Je reviendrai à Kandara’ og Simenons ’Maigret et la jeune morte’ i ubearbejdede udgaver, og vi fik ingen gloser. Det var en stor fornøjelse at være Arlettes elev. Man følte sig heldig, når man fik hende som fransklærer. Det kunne også ses på de eksamensresultater, Arlettes klasser fik, ofte omkring 10 i snit, og det var exceptionelt.
Fredericia har igennem århundreder været en multikulturel by. Der var også flere forskellige trossamfund: protestantisk, reformert, katolsk og tidligere også et jødisk. Så der var mange efterkommere af fransktalende med franske navne. Der var sågar to franske konditorer.
Der var også en spændende afdeling af Alliance Française i Fredericia, hvor Arlette i mange år var formand. Så kunne man høre franske foredrag og musik samt låne bøger.
Arlette var foregangskvinde i den fredericianske franske kultur. Alle vidste, hvem hun var, og vi så op til hende. Hun blev støttet af sin mand Ole Andersen - OA kaldte vi ham - i sit arbejde, og deres lille familie bakkede op. Jeg kom i Musikforeningen, allerede da jeg var omkring 10 år, og da gjorde det et stort indtryk, når Arlette og OA, kom med Christian og lille Anett i fine franske kjoler.
Jeg var meget glad for at have Arlette som lærer. Hun var en stor inspirationskilde, og jeg vidste meget hurtigt, at jeg ville have et liv med det franske. Jeg havde også OA som lærer, engelsk i 1. og 2. real og dansk i gymnasiet. De har fulgt mig i hele mit, og jeg i deres. Arlette kom på skolebesøg hos mig på Ribe Katedralskole, som et af de første steder. Det har mine elever aldrig glemt. Der viste hun sit tatoverede nummer frem og fortalte så levende om sit liv i fangenskab, at der blev trillet mange tårer og lyttet intenst.
Selv kan jeg også huske, når hun nogle gange åbnede lidt op i vores fransktimer. Vi vidste jo godt, at Arlette havde siddet i Auschwitz. Jeg kan især huske, at hun fortalte, at da hun kom tilbage til Paris og blev plejet på et hospital, var der en nabo på hospitalet, der fortalte hende, at hendes familie var kommet hele tilbage til hjemmet. Så var de alle sammen igen, og det var godt. Hun fortalte også om razziaen i Clermont Ferrand, hvor hun sammen med en veninde blev arresteret. Først blev hun sendt til Drancy. Her modtog hun pakker fra familien, og hun fortalte også, at der kunne komme folk og tale med de internerede gennem et hegn. Arlette var jo ikke så stor. Hun fortalte, at hun derfor kunne udgive sig for at være under 18 år, og det reddede hende, så hun kom til at udføre børnearbejde, der var lidt lettere.
Heldigvis blev der med Arlette støtte og medvirken lavet undervisningsmateriale til fransk om hendes oplevelser. Materialet bliver flittigt brugt i alle undervisningsformer. Der er blevet lavet film og bøger af en tidligere elev Thomas Kvist Christiansen, og et institut i Clermont Ferrand har fået Arlettes navn. Vi glemmer hende aldrig.
Men Arlette var gjort af et særligt stof. Hun kunne se de positive sider ved tilværelsen og undgå at bære nag. Det er en meget stor ting efter de prøvelser, hun var udsat for. Hun fandt kærligheden hos Ole, som var hende en stor støtte. Og hun elskede sine børn meget højt og uden forbehold.
Jeg tænker også på, at hun må have været utroligt stærk fysisk, når hun har kunnet klare de ekstreme udfordringer, hun var udsat for.
Arlette har været et forbillede. Arlette har givet meget til sin tid og eftertid. Hendes ønske var, at vi skulle lære af fortiden. Jeg håber, det vil gå i opfyldelse, så vi sammen kan bekæmpe ondskab.
Æret være Arlettes minde.
På Fransklærerforeningens vegne
Kirsten Kirkelund
På Fransklærerforeningens vegne
Kirsten Kirkelund
Se også denne nekrolog om Arlette Andersen: https://frdb.dk/artikel/et-stykke-vigtig-historie-p%C3%A5-155-centimeter-gik-bort-arlette-andersen-gjorde-indtryk-hvor-end-hun-delte-sin-fort%C3%A6lling
Mindeord over François Marchetti
|
|
Mindeord over François Marchetti
Det er med stor sorg jeg har modtaget meddelelsen om at min nære ven og kollega, François Marchetti, døde den 11/4.
François Marchetti, der var født i Paris den 9/9 1936, kom i 1946 til Danmark gennem Red Barnet og tilbragte tre måneder hos en familie på Fyn, hvor han de følgende år vendte tilbage i sommerferien. Det blev begyndelsen til en livslang kærlighed til Danmark og det danske sprog, som han hurtigt lærte at beherske til fuldkommenhed. Efter at have studeret tysk og skandinaviske sprog ved Sorbonne og ved Københavns Universitet, hvor han endte som cand, mag, fik FM i 1965 en stilling ved Københavns Universitetet, hvorefter han bosatte sig definitivt her med sin kone, billedkunstneren Geneviève Villa Marchetti.
FM begyndte tidligt at oversætte (hans oversættelse af Ordet af Kaj Munk er fra 1957) og han nåede at oversætte over 10 000 sider fra dansk til fransk i alle mulige genrer bl.a. teater (herunder alle de vigtigste stykker af Kaj Munk), eventyr af H.C. Andersen, ca. 40 hørespil og moderne poesi (bl.a. digte af forfattere som Benny Andersen, Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger, Erik Knudsen, Tom Kristensen, Jens August Schade og Halfdan Rasmussen, som FM således gjorde kendte i den fransktalende verden). FM holdt også foredrag og medvirkede i radioudsendelser i Frankrig om dansk kultur og blev således en af de vigtigste formidlere af dansk kultur til et fransktalende publikum i nyere tid.
Et særligt kapitel udgør FM’s arbejde med at kortlægge den franske forfatter Célines ophold i Danmark i årene 1945-1951, et ophold, som FM beskrev i en lang række artikler og i en bog.
På det leksikografiske felt ydede FM en ganske særlig indsats. Allerede som nyansat adjunkt blev han ansat som medarbejder ved Blinkenberg og Høybyes dansk-franske og fransk-danske ordbøger, og ved Høybyes død i 1984 overtog FM dennes plads i bestyrelsen for Blinkenberg og Høybye-fonden. I de næste 15 år brugte FM megen tid på sit leksikografiske arbejde og deltog i udarbejdelsen af den helt reviderede udgave. FM ydede et væsentligt bidrag til disse stærkt nødvendige arbejdsredskaber.
François brugte megen tid på at hjælpe sine kolleger både i forbindelse med oversættelser, og når man som grammatiker ønskede at vide om den eller den (af og til kringlede) konstruktion var acceptabel, og hvilken nuance der lå i den. Det fik jeg selv stor gavn af i forbindelse med min doktordisputats.
François var den morsomste mand, jeg nogensinde har kendt. Med sin fabelagtige hukommelse og sans for sproget – og samtidig sit talent som skuespiller – kunne han altid, selv under alvorlig sygdom fortælle en god vittighed. Man blev altid i godt humør i hans selskab.
FM modtog flere hædersbevisninger for sit arbejde: i 1980 tildeltes han ordenen ”Les Palmes Académiques”, i 2009 blev han ”Chevalier des Arts et Lettres” og i 2010 blev han Ridder af Dannebrog.
Dr. phil og tidligere professorved CBS Hanne Korzen
Mindeord over François Marchetti
( 1936 - 2021 )
For en franskstuderende i første halvdel af halvfjerdserne på Romansk Institut i København var Marchetti et af lyspunkterne i et stadigvæk lidt stift, gammeldags og autoritært universitetsmiljø. Han underviste især i sin spidskompetence: sproglig udtryksfærdighed, og var alene med sit rige, velplejede franske et forbillede for sine studerende. Der var også dengang mange, gode kræfter blandt underviserne, men Ms særkende var, at han samtidig med, at han ubesværet kunne bevæge sig på højt, universitært niveau, naturligt henvendte sig direkte til sine tilhørere, og talte til de benovede studerende som medmennesker og ligesindede, der blot sammen med ham brændte for en fælles sag og et sprog.
M repræsenterede ganske enkelt med sin sprudlende vitalitet den anden, mere sydlandske del af fransk kultur, der ikke var for godt repræsenteret på instituttet, der dengang var blandt de største på universitetet, hvis ikke det største, hvad angik antal indskrevne. Ms folkelighed kunne give sig udtryk i, at han efter en lektion ikke var bange for at fortsætte undervisningen over et godt glas ude på Frue Plads af og til. Uden at hans naturlige autoritet led nogen skade ved det. Den folkelige side kunne også vise sig i undervisningen, hvor man let kunne få ham til at fortælle vitser på fransk, eller indføre et mindre hold i teknikken bag les contrepèteries, fulgt op med saftige eksempler. Så var M repræsentanten for den rabelais’ke tradition, vi ellers kunne kigge langt efter på Uni’s støvede gange.
Sprogkunstneren M talte qua sin fortid som efterkrigstidsflygtning flydende, lydefrit dansk. Og skaffede sig lige så let danske som franske venner. At han også havde et professionelt liv som oversætter ved siden af universitetet øgede kun vores respekt for dette engagerede, hjertelige menneske, der i dag ville være et levende eksempel på en lykkelig integration, hvis han ikke for nylig var gået bort!
François Marchetti var ganske enkelt en sand humanist, intet mindre.
<< Tu nous manques, François ! >>
Thomas Clante
Tidligere fransklærer på Vejen Gymnasium
Tidligere bestyrelsesmedlem af Fransklærerforeningen
Thomas Clante
Tidligere fransklærer på Vejen Gymnasium
Tidligere bestyrelsesmedlem af Fransklærerforeningen
François Marchettis udnævnelse til Ridder af Dannebrog
København den 12/5 09
Til Rette Vedkommende
Som introduktion til et foredrag, som François Marchetti den 22/1- 09 holdt i Thrott Palæet om den franske forfatter Louis-Ferdinand Célines ophold i Danmark og de danskere, der havde hjulpet ham ved denne lejlighed, meddelte kulturråd Laurent Polonceaux, at François Marchetti netop var blevet tildelt ”Arts et Lettres”[1]-ordenen for sit livslange, utrættelige arbejde for at fremme de fransk-danske kulturelle forbindelser. Det kan tilføjes at FM allerede i 1980 havde modtaget ordenen ”Les Palmes Académiques” for sin undervisning og kulturformidling[2].
Det har nu slået os, at Danmark også burde påskønne alt det, François har gjort for at udbrede dansk kultur i Frankrig.
François Marchetti er født i 1936. I 1946 kom han til Danmark gennem Red Barnet og tilbragte tre måneder hos en familie på Fyn, hvor han de følgende år vendte tilbage i sommerferien. Det blev begyndelsen til en livslang kærlighed til Danmark og det danske sprog, som han hurtigt lærte at beherske til fuldkommenhed. Fra 1955 til 1959 studerede FM tysk og skandinaviske sprog ved Sorbonne. I 1959 fik han et 3-årigt dansk statslegat til at studere dansk i København. I 1965 fik han en stilling ved Københavns Universitet, hvorefter han bosatte sig definitivt her med sin kone, kunstmaleren Geneviève Villa Marchetti.
Allerede som ganske ung var FM en aktiv formidler af dansk kultur i Frankrig. Det kan bl.a. nævnes, at han i 1953 begyndte at holde causerier om Danmark i diverse foreninger, ledsaget af audiovisuelt materiale udlånt af Den Danske Ambassade (FM havde kontakt til Helge Wamberg, der var kulturråd og pressesekretær ved Den Danske Ambassade i Paris). Han deltog også aktivt i kulturlivet ved Det Danske Hus, hvor han holdt flere foredrag, og han fungerede som tolk for det danske hold i forbindelse med Le Grand Congrès International des Vespistes. I 1957-1959 hjalp FM den danske lektor ved Sorbonne, Henning Fenger, med at redigere Georges Brandès et la France (”Brandes og Frankrig”)[3].
FM begyndte tidligt at oversætte (hans oversættelse af Ordet af Kaj Munk er fra 1957). Fra 1957 til i dag har han oversat ca. 10 000 (!) sider fra dansk til fransk i alle mulige genrer[4], bl.a. teater (herunder alle de vigtigste stykker af Kaj Munk), eventyr af H.C. Andersen, ca. 40 hørespil, hvoraf flere har opnået Prix Italia eller Prix Futura, poesi (bl.a. ca. 50 digte til samlingen Anthologie de la Poésie Danoise Moderne[5], herunder digte af forfattere som Benny Andersen, Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger, Erik Knudsen, Tom Kristensen, Jens August Schade og Halfdan Rasmussen, som FM således har gjort kendte i den fransktalende verden). Hertil kommer essays, videnskabelige artikler og memoirer. FM har endvidere oversat og indtalt en lang række danske dokumentarfilm og stået for oversættelsen af filmundertekster (bl.a. Gabriel Axels Babettes Gæstebud og Kasper Rostrups Holberg-film Jeppe på Bjerget) og reklamer (for bl.a. Danfoss, Superfos, B & O, A.P. Møller og Lego). FM har desuden oversat og speaket flere film af Jørgen Roos, herunder Den Store Pyramide (La Grande Pyramide), hvis franske version vandt en international pris.
Ud over oversættelserne har FM skrevet artikler om dansk litteratur (bl.a. Les lettres au Danemark[6]), og han har i forbindelse med mange af sine oversættelser skrevet forord, der forklarer de danske forhold for fransktalende læsere (herunder forord til ovennævnte antologi over moderne dansk poesi). FM har desuden stået for eller deltaget i en lang række radioudsendelser, dels for Danmarks Radio om franske forhold, dels for Radio française om danske forhold. Et særligt kapitel udgør FM’s arbejde med at kortlægge den franske forfatter Célines ophold i Danmark i årene 1945-1951. Dette ophold er beskrevet i en lang række artikler[7] og senest i bogen Céline au Danemark, som FM skrev i samarbejde med David Alliot. (Bogen udkom på forlaget Rocher i 2008).
På det leksikografiske felt har FM ydet en ganske særlig indsats. Som nyansat adjunkt traf han Professor Poul Høybye, den ene halvdel af den berømte duo, Blinkenberg og Høybye, der er ophavsmænd til de store dansk-franske og fransk-danske ordbøger. Høybye fandt hurtigt ud af, at den unge adjunkt var guld værd, når det gjaldt om at skaffe oplysninger om det franske ordforråds udvikling og de franske udtryks ækvivalenter på dansk. Det varede da heller ikke længe, før Poul Høybye ansatte ham som medarbejder ved ordbøgerne, og ved Høybyes død i 1984 overtog FM dennes plads i bestyrelsen for Blinkenberg og Høybye-fonden. I de næste 15 år brugte FM megen tid på sit leksikografiske arbejde og deltog i udarbejdelsen af de helt reviderede, udvidede og opdaterede ajourførte udgaver[8]. FM har således ydet et væsentligt bidrag til disse stærkt nødvendige arbejdsredskaber.
Som det fremgår af ovenstående, har FM i over 50 år arbejdet for at gøre Danmark kendt i Frankrig. I kraft af sine mange oversættelser og sine artikler om dansk litteratur og kunst må FM siges at være den vigtigste formidler af dansk kultur til et fransktalende publikum i nyere tid. På denne baggrund mener vi, at François Marchetti fortjener en påskønnelse af sin indsats i form af en udnævnelse til Ridder af Dannebrog.
Venlig hilsen
Jens Rasmussen Niels-Jørgen Nielsen
Professor, dr. phil. fhv. kontorchef i Kulturministeriet
Chr. Winthers Vej 4B, 2th Halls Allé 1
1860 Frederiksberg C 1802 Frederiksberg C
Jesper Kjær Ole Michelsen
Forfatter, oversætter, cand.mag. Journalist og forfatter
Jacobys Allé 10 Sankt Thomas Allé 7, 4th
1806 Frederiksberg C 1824 Frederiksberg C
Else Henneberg Pedersen Hanne Korzen
Oversætter, cand. mag. Professor, dr. phil.
Ryesgade 17, 3. lej. 29 CBS Dalgas Have 15
2200 København N. 2000 Frederiksberg
[email protected] [email protected]
På gruppens vegne
Hanne Korzen
[1] Kunst og Litteratur
[2] FM var ansat som adjunkt/lektor ved Københavns Universitet fra 1965 til 1993, hvor han måtte lade sig førtidspensionere af helbredsmæssige grunde. Og han var tilknyttet Flyvevåbnets Officerskole 1965-67.
[3] Værket udkom på Presses Universitaires de France i 1963.
[4] Her nævnes blot nogle eksempler.
[5] Antologi over moderne dansk poesi.
[6] ”Litteraturen i Danmark”, udkommet i La Revue des Deux Mondes 1971.
[7] Tidsskriftet Le Bulettin Célinien udgav i 2006 et specialnummer til ære for FM i anledning af hans 70 års dag.
[8] Andreas Blinkenberg & Poul Høybye: Dansk-fransk ordbog I-II. Fjerde reviderede udgave. København 1991, 2016 sider; Fransk-dansk ordbog I-II. Tredje reviderede udgave. København 1997, 2058 sider.
Mindeord over Pia Wahlstrøm Larsen
|
|
Tale ved Pia Wahlstrøms bisættelse
Et liv er levet til ende. Et liv, præget af flid, omhu, ordentlighed og pligtopfyldenhed, men også et liv med mange udfordringer. Der skulle kæmpes mange kampe, ja, det blev faktisk et livsvilkår for Pia, og der blev kæmpet så godt, at mange kampe blev vundet.
Jeg har kendt Pia i 33 år fra hun i 1987 kom til Ordrup Gymnasium som vikar for mig, da jeg havde fået en stilling i Undervisningsministeriet. Vi havde samme fag, tysk og fransk og arbejdede meget sammen. Vi blev hurtigt venner og fulgte med i hinandens liv. Det var karakteristisk for Pia, at hun interesserede sig for de mennesker, hun omgikkes. Hun kendte fx navnene på alle kollegabørn og havde mange unge venner på facebook.
Selv havde Pia ikke mange nære familierelationer. Hun havde et meget nært forhold til sine forældre, ja, da hun flyttede hjemmefra i en moden alder, flyttede hun til en lejlighed på 2. sal i den opgang i Marstalgade på Østerbro, hvor hendes forældre boede i stuen. Da forældrene så døde begge for ca. 30 år siden, kort efter hinanden, var det et meget hårdt slag for Pia. Hun havde en noget ældre søster, som imidlertid er død for nogle år siden, også svogeren er død, og de havde ingen børn. Hun havde desuden en kusine, der bor i England.
Ikke længe efter forældrenes død flyttede hun så til lejligheden på Kirkevej, hvor hun stadig boede ved sin død.
I nogle år havde Pia en væsentlig ældre veninde, Lise, som hun gik til koncerter m.m. med. Lise boede på Østerbro, og Pia kom meget hos hende, ja, hun flyttede endda ind til hende, da Lise blev for svag til at klare sig selv. Lise er død for nogle år siden, og også det var et hårdt slag for Pia.
Pia var fagligt meget dygtig, og hun var en fremragende lærer, der havde et meget fint forhold til sine elever. Hun var også altid meget aktiv på skolen ud over den egentlige undervisning. Hun stod fx for skolens udveksling med et gymnasium i Berlin og et gymnasium i Flensborg. Desuden havde hun et par udvekslingsrejser til et gymnasium i det sydligste Frankrig. Selv rejste hun hvert år i mange år til Østrig på kursus i sommerferien. Ja, hun blev så kendt af kursuslederne der, at hun et par år overtog en del af kurset.
Pia var en ildsjæl, som altid var parat til at yde en ekstra indsats, hvad enten det drejede sig om at lave kaffe, rydde op eller hjælpe på anden vis. Hendes overskud og effektivitet viste sig også ved, at hun i en årrække var medlem af styrelsen for Fransklærerforeningen, lige som hun begge de steder, hun boede, var medlem af beboerbestyrelsen. På Ordrup Gymnasium var hun også en del af ledelsesteamet, da hun i mange år bestyrede bogdepotet.
Pia elskede sang og musik- Hun sang i skolens kor, og da hun for nogle år siden blev en del af Jægersborg Kirkes kor, var hendes lykke gjort. Det betød enormt meget for hende at arbejde sammen med dette kor og at komme i kirken. Hendes musikinteresse udmøntede sig også i, at hun var en flittig koncert- og teatergænger. Kunstudstillinger og naturligvis bøger var også en væsentlig del af Pias liv.
Pia havde livet igennem en del at kæmpe med på helbredsfronten. Hun havde allerede fra barn forskellige større eller mindre fysiske gener. Det forfulgte hende livet igennem, men hun lod sig ikke kue.
De sidste 3 år var svære med de mange kemobehandlinger m.m., men først de sidste ca. 3 måneder blev det så slemt, at hun tydeligt gjorde opmærksom på, at det var nu, der skulle handles. Det kostede hende endnu en hård kamp, men hun satte sig igennem og fik de sidste uger i fred og ro.
Vi vil savne Pia og altid mindes hende som en enestående ven og kollega.
Jeg har kendt Pia i 33 år fra hun i 1987 kom til Ordrup Gymnasium som vikar for mig, da jeg havde fået en stilling i Undervisningsministeriet. Vi havde samme fag, tysk og fransk og arbejdede meget sammen. Vi blev hurtigt venner og fulgte med i hinandens liv. Det var karakteristisk for Pia, at hun interesserede sig for de mennesker, hun omgikkes. Hun kendte fx navnene på alle kollegabørn og havde mange unge venner på facebook.
Selv havde Pia ikke mange nære familierelationer. Hun havde et meget nært forhold til sine forældre, ja, da hun flyttede hjemmefra i en moden alder, flyttede hun til en lejlighed på 2. sal i den opgang i Marstalgade på Østerbro, hvor hendes forældre boede i stuen. Da forældrene så døde begge for ca. 30 år siden, kort efter hinanden, var det et meget hårdt slag for Pia. Hun havde en noget ældre søster, som imidlertid er død for nogle år siden, også svogeren er død, og de havde ingen børn. Hun havde desuden en kusine, der bor i England.
Ikke længe efter forældrenes død flyttede hun så til lejligheden på Kirkevej, hvor hun stadig boede ved sin død.
I nogle år havde Pia en væsentlig ældre veninde, Lise, som hun gik til koncerter m.m. med. Lise boede på Østerbro, og Pia kom meget hos hende, ja, hun flyttede endda ind til hende, da Lise blev for svag til at klare sig selv. Lise er død for nogle år siden, og også det var et hårdt slag for Pia.
Pia var fagligt meget dygtig, og hun var en fremragende lærer, der havde et meget fint forhold til sine elever. Hun var også altid meget aktiv på skolen ud over den egentlige undervisning. Hun stod fx for skolens udveksling med et gymnasium i Berlin og et gymnasium i Flensborg. Desuden havde hun et par udvekslingsrejser til et gymnasium i det sydligste Frankrig. Selv rejste hun hvert år i mange år til Østrig på kursus i sommerferien. Ja, hun blev så kendt af kursuslederne der, at hun et par år overtog en del af kurset.
Pia var en ildsjæl, som altid var parat til at yde en ekstra indsats, hvad enten det drejede sig om at lave kaffe, rydde op eller hjælpe på anden vis. Hendes overskud og effektivitet viste sig også ved, at hun i en årrække var medlem af styrelsen for Fransklærerforeningen, lige som hun begge de steder, hun boede, var medlem af beboerbestyrelsen. På Ordrup Gymnasium var hun også en del af ledelsesteamet, da hun i mange år bestyrede bogdepotet.
Pia elskede sang og musik- Hun sang i skolens kor, og da hun for nogle år siden blev en del af Jægersborg Kirkes kor, var hendes lykke gjort. Det betød enormt meget for hende at arbejde sammen med dette kor og at komme i kirken. Hendes musikinteresse udmøntede sig også i, at hun var en flittig koncert- og teatergænger. Kunstudstillinger og naturligvis bøger var også en væsentlig del af Pias liv.
Pia havde livet igennem en del at kæmpe med på helbredsfronten. Hun havde allerede fra barn forskellige større eller mindre fysiske gener. Det forfulgte hende livet igennem, men hun lod sig ikke kue.
De sidste 3 år var svære med de mange kemobehandlinger m.m., men først de sidste ca. 3 måneder blev det så slemt, at hun tydeligt gjorde opmærksom på, at det var nu, der skulle handles. Det kostede hende endnu en hård kamp, men hun satte sig igennem og fik de sidste uger i fred og ro.
Vi vil savne Pia og altid mindes hende som en enestående ven og kollega.
Æret være Pias minde.
Elva Stenestad
Tidligere tysklærer på Ordrup Gymnasium
Tidligere fagkonsulent
Lærebogsforfatter
Mindeord over Pias Wahlstrøm Larsen i forbindelse med mindeindsamling
Vi ønsker med denne indsamling, at mindes og ære en særlig og kærlig kollega på Ordrup Gymnasium, som desværre er gået bort, ramt af kræft.
Pia var hjælpsomheden selv overfor kollegerne og en løvemor for sine elever. Tak for alt Pia.
Æret være dit minde.
Kollegerne på Ordrup Gymnasium
Kollegerne på Ordrup Gymnasium
Fransklærerforeningens tak til Pia Wahlstrøm Larsen
Opslag d. 2. september 2017
Mindeord over Lisbeth Østergaard
|
Lisbeth Østergaard er ikke blandt os mere. Hun var lige til det sidste en aktiv forkæmper for at udbrede viden om det franske sprog og den franske kultur.
Lisbeth Øastergaard var en fantastisk og idérig fransklærer, som i mange år arbejdede aktivt med i Fransklærerforeningens bestyrelse. Hun var redaktør af Fransklærerforeningens blad FranskNyt, som hun redigerede med sikker hånd, og her blev hendes store idérigdom og kvalitetsbevidsthed meget synlig. |
Lisbeth Øatergaard repræsenterede desuden på fineste vis Fransklærerforeningen i skandinaviske og internationale sammenhænge, og hendes arbejde med at skaffe skandinaviske og internationale kontakter lykkedes i rigt mål og vil ikke blive glemt, men gavne Fransklærerforeningens fremtidige skandinaviske og internationale samarbejde meget.
Lisbeth Østergaard var en passioneret og dygtig fransklærer. Hun var ansat på VUC-Aarhus, hvor hun underviste i fransk og dansk med masser af engagement, og det havde en afsmittende effekt på hendes elever. Lisbeth var på samme tid både stolt og beskeden, men der er ingen tvivl om, at hendes store faglighed inden for og passion for fransk fyldte meget af hendes liv.
Alle disse egenskaber har vi haft rig lejlighed til at værdsætte i vores samarbejde med Lisbeth i Fransklærerforeningens bestyrelse. Det har siden hendes udtræden af bestyrelsen ved generalforsamlingen i november 2015 krævet megen idé- og arbejdskraft at løfte opgaven efter Lisbeth.
Hun havde så meget at give både menneskeligt og fagligt. Lisbeth bliver et stort savn for os alle.
Lisbeth Østergaard var en passioneret og dygtig fransklærer. Hun var ansat på VUC-Aarhus, hvor hun underviste i fransk og dansk med masser af engagement, og det havde en afsmittende effekt på hendes elever. Lisbeth var på samme tid både stolt og beskeden, men der er ingen tvivl om, at hendes store faglighed inden for og passion for fransk fyldte meget af hendes liv.
Alle disse egenskaber har vi haft rig lejlighed til at værdsætte i vores samarbejde med Lisbeth i Fransklærerforeningens bestyrelse. Det har siden hendes udtræden af bestyrelsen ved generalforsamlingen i november 2015 krævet megen idé- og arbejdskraft at løfte opgaven efter Lisbeth.
Hun havde så meget at give både menneskeligt og fagligt. Lisbeth bliver et stort savn for os alle.
Æret være Lisbeths minde
På vegne af Fransklærerforeningens berstyrelse
Christine Léturgie
Formand for Fransklærerforeningen
På vegne af Fransklærerforeningens berstyrelse
Christine Léturgie
Formand for Fransklærerforeningen
Til Lisbeth Østergaards bisættelse d. 1. september 2017, blev følgende digt 'Le fil n'est pas coupé' læst op af Chantal Weststrate fra Holland. Digtet var en afskedshilsen fra Lisbeths internationale kontakter, som alle havde bidraget med brudstykker af tekst til digtet.
À l'enterrement de Lisbeth Østergaard, le 1er septembre 2017
Le fil n'est pas coupé
La mort n'est rien, le fil n'est pas coupé.
Lisbeth est seulement passée dans la pièce à côté.
Elle reste elle, Vous restez vous.
Ce qu'elle était pour nous, elle l'est toujours.
Donnez-lui le nom que vous lui avez toujours donné,
Parlez-lui comme vous l'avez toujours fait.
N'employez pas un ton différent,
Ne prenez pas un air solonnel ou triste.
Continuez à rire de ce qui vous faisait rire ensemble.
Souriez, Pensez à elle,
Priez pour elle.
Parlez d'elle.
Que son nom soit prononcé partout,
Comme il l'a toujours été,
Avec tendresse et amour,
Sans une trace d'ombre.
La vie continue comme avant,
Le fil n'est pas coupé.
Pourquoi serait-elle hors de nos pensées,
Simplement parce qu'elle est hors de vue?
Lisbeth n'est pas loin, juste à l'autre côté du chemin.
Non, le fil n'est pas coupé.
La mort n'est rien, le fil n'est pas coupé.
Lisbeth est seulement passée dans la pièce à côté.
Elle reste elle, Vous restez vous.
Ce qu'elle était pour nous, elle l'est toujours.
Donnez-lui le nom que vous lui avez toujours donné,
Parlez-lui comme vous l'avez toujours fait.
N'employez pas un ton différent,
Ne prenez pas un air solonnel ou triste.
Continuez à rire de ce qui vous faisait rire ensemble.
Souriez, Pensez à elle,
Priez pour elle.
Parlez d'elle.
Que son nom soit prononcé partout,
Comme il l'a toujours été,
Avec tendresse et amour,
Sans une trace d'ombre.
La vie continue comme avant,
Le fil n'est pas coupé.
Pourquoi serait-elle hors de nos pensées,
Simplement parce qu'elle est hors de vue?
Lisbeth n'est pas loin, juste à l'autre côté du chemin.
Non, le fil n'est pas coupé.
Opslag d. 6. april 2015
Mindeord over Helle Boelt Hindsgaul
Helle Boelt Hindsgaul er ikke blandt os mere. Hun tabte kampen mod kræften og døde i en alt for tidlig alder natten til skærtorsdag på Vejle Sygehus.
Selvom det unægteligt lød meget skræmmende, da Helle skev til os, at canceren havde brevdt sig, og at hun måtte aflyse alle sine spændende arrangementer, kunne vi ikke tro, at hun så brat ville blive revet bort.
Helle var formand for Folkeskolefraktionen i Fransklærerforeningen, og denne post bestred hun med stor dygtighed og energi.
Helle vil af os blive husket som en særdeles dygtig, inspirerende fransklærer, forfatter og oplægsholder, der som formand for Folkeskolefraktionens bestyrelse utrætteligt kæmpede en sej og vedholdende kamp for fransk i Jylland og for franskfagets stilling i folkeskolen i det hele taget.
Helles tidligere fransklærer, Barbara Greisen fra N. Zahles Seminarium, husker med varme følelser tilbage på Helle som en ønske-studerende, der allerede dengang var meget optaget af faget og af lærerstudiet i det hele taget.
Farverige illustrationer, koncentration, kommunikative øvelser samt stor elevaktivitet og nærvær er de faktorer, som meget dækkende betegner Helles franskundervisning.
Netop sådan et øjeblik af Helles undervisning er fastholdt på billedet her, og netop sådan vil vi altid huske hende: fuld af liv og engagement. Koncentreret og seriøs - men med kasketten på sned.
Ingen kunne som Helle holde eleverne fangen. Ingen kunne som Helle få elevernes lyst til at lære fransk til at blomstre. Et motiverende og inspirerende indhold i franskundervisningen var for Helle en selvfølgelighed. Hun var en usædvanlig dygtig, humoristisk og respekteret lærer.
Alle disse egenskaber har vi også haft lejlighed til at værdsætte i vores samarbejde med den stærke, modige og glade Helle, der blev valgt ind i Fransklærerforeningens bestyrelse i 2004.
Helle var en meget åben og udadvendt person, som elskede sin lille familie meget højt. Hendes store stolthed var og blev hendes datter, som for nyligt debuterede som forfatter.
Det bliver svært at fortsætte i Helles fodspor. Hun havde så meget at give både menneskeligt og fagligt. Helle bliver et stort savn for os alle.
Æret være Helles minde
Fransklærerforeningens bestyrelse, d. 6. april 2015